Med Klaus Degner på udflugt

Anders Mølgård var draget til Sverige i lørdags og fløj 494 km.
Klaus Degner brugte den nylige luftdygtige Nimbus til at gøre det samme.
I bagsædet sad Jakob og han skriver:

443 kilometer der lærte mig at flyve igen
Af: Jakob Svenningsen

Vi har alle været det igennem. Nogle for mange år siden, andre for nylig. Selv tilhører jeg den sidste kategori. D. 30 april 2017 fik jeg mit S-certifikat som 16-årig efter at have fløjet to sæsoner. Jeg tror alle, der har erhvervet et S-certifikat husker den ubeskrivelige følelse, det er at stå med certifikatet i hus. En næsten ligeså ubeskrivelig følelse, som første gang man flyver solo. Så stod jeg der d. 30 april og tænkte over, hvad jeg egentlig skulle tage mig til. Så jeg blev omskolet til Discus b, fik min flyslæbstilladelse og lavede en udelanding på en mark, så jeg kunne komme ud at flyve stræk. Nu skulle jeg længere ud over landet end bare lokalområdet. En smule strækflyvning blev det da også til. Både sammen med en mere erfaren strækflyver, men også alene. Og for mig var det kick, jeg fik ved pludselig at være uden for glideafstand af pladsen vildere, end første gang jeg fløj solo, men nok om det. Sæsonen i 2017 kom aldrig rigtig i gang, og jeg kom aldrig syd for transitområderne på Sjælland. Så blev det pludselig vinter, og så stod den mere på vedligehold, mens jeg drømte om for alvor at prøve at komme ud over stepperne, helt der ud hvor kragerne vender, og hvor ens egen flyveplads ligger håbløst langt ude i horisonten.

Sådan en chance fik jeg lørdag d. 2. juni. Prognoserne for Sjælland var meget blandende med næsten ingen til en hel del tørtermik, men Sverige derimod så helt fantastisk ud med cumulusskyer, der rakte helt op til vor herre. Jeg var så heldig, at en af vores allermest erfarne piloter, Klaus Degner, gav mig muligheden for at komme med i bagsædet på klubbens Nimbus. En 443 km lang Sverigestur, der lærte mig at flyve stræk og disponere en meget lang strækflyvning. En meget anderledes måde at flyve på, hvor man ikke er i konstant landing-mode fordi at hele turen kun varer fem minutter.

Vi planlagde et højt slæb til Helsingør for derefter at kunne glide over til termikken i Sverige. Det skal siges, at til dem der ikke ved det, så glider sådan en Nimbus 4DT, 60, hvilket er omtrent dobbelt så meget som en ASK-21, så man kan tillade sig at disponere sine glid på en helt anden måde. Inden man tager af sted til Sverige, er der også en række andre ting, man skal forholde sig til. Klaus ringede til Ängelholm Apporach og fortalte dem, at vi ville komme og tjekkede i det hele taget med dem at alting var i orden. Vi indsendte en flyveplan, hvilket er et krav, når man krydser en FIR-grænse, med andre ord, når man flyver til et andet land. Det er nu også meget godt at vide, at der er nogen, der ved, at man tager på langfart.

Men nok om det. Vi klargjorde cockpittet med diverse remedier. For på sådan en lang tur, skal man have en del mere med end til en pladsrunde på fem minutter. Papirer, GPS-logger, luftrumskort, backup-radio, vand og meget mere. Så da klokken var lidt over 12, tøffede vi langsomt ned mod startstedet med denne gigantiske Nimbus 4DT. Der var kun et problem. Pawneen havde problemer med den ene magnet og var derfor ude af drift. Så må man jo tage den næstbedste mulighed, så over i spilstartskøen med os. Det var jo lidt spændende, om det kunne lykkes at komme af sted på en spilstart. Mange andre havde svært ved at blive hængende i den svage tørtermik, og der kom jo ingen højde på spilstarterne med en modvindskomponent på 2KTS. Godt nok har Nimbussen en hjælpemotor, men den er ikke meget bevendt, da den faktisk stort set kun kan holde højden. Man kan næsten ikke stige med den, og vi skulle jo bruge den fulde tank, hvis vi skulle komme på skideren oppe i Sverige.

Af sted det gik i spilstarten, og med udkobling i 900ft, har man ikke meget tid at lege med, før der skal tænkes på landing igen. Alligevel fandt Klaus et eller andet stig, så vi lige akkurat kunne ligge og dingle i 900ft. Det viste sig at være en boble, der var under opbygning, og efter at have ligget i 900ft i 15 minutter, begyndte det ligeså stille at gå langsomt opad. Det steg op til 2000ft, og efter at have lavet en kort motorprøve og være steget til 2000ft, kunne vi lige akkurat tillade os at søge mod den eneste cumulussky i syne, der var over Hillerød. Det viste sig at være en god idé, for der gik ikke mange minutter, før vi lige pludselig var kommet i 5000ft over Hillerød, og vi begyndte absolut at tro på, at den lange tur til Sverige ville kunne lykkes efter en noget ”turbulent” start. Det gik pludselig så godt derudad, og inden jeg fik set mig om var det øen Hven, der viste sig ude til højre for vinduet. Et stykke inden over Sverige bredte de store cumulusser sig, og på den anden side af sundet, skulle vi først passere et stort område, hvor der var helt blåt. Dette var dog ikke så mærkeligt, eftersom vinden kom fra nordvest, og så opstår denne situation stort set altid, hvor en søbrise langsomt arbejder sig ind over kysten.

Hvis jeg havde fløjet alene her, må jeg erkende, at jeg nok havde vendt om til Danmark. Der var alligevel relativt langt ud til de der cumulusser, og her handler det virkelig om at kende sine egne grænser og flyet man flyver i. Nu har Klaus prøvet det 100 gange før, så han var cool og sagde, at vi fortsætter da, for vi havde jo Ljungbyhed flyveplads inden for rækkevidde, og han havde ofte oplevet den her døde zone man skulle passere før termikken begynder at brage opad. Og han fik ret. Vi nåede den første cumulus, der stod netop over Ljungbyhed i ca. 2000ft. Vi havde en del råderum, og skulle alting slå fejl, så kunne vi jo lande lige nedenunder. Og der gik da heller ikke mange sekunder, før termikken for alvor fik fat. Det gik fornuftigt opad med ca. 2 m/s, til 7000ft. Allerede her kunne jeg slet ikke få armene ned. For én der aldrig har været højere end 5000ft, er 7000ft over Sverige til at blive helt exalteret over.

Alt spillede, og det kunne simpelthen ikke blive bedre. Fin termik, og flinke svenske flyveledere, der sagde værsgo, så snart vi bad om 7000ft.

Videre mod Kristianstad, flaps -2 med 150 km/t ud over stepperne. Det kunne simpelthen ikke blive bedre. Jeg var simpelthen solgt på ny, som første gang man overhovedet sidder i et svævefly. Det blev kun bedre. 3 m/s, 4m/s og bobler med 5 m/s. Det var jo bragende fantastisk! Ligesom når man hører nogle af de rigtig erfarne svæveflyvere fortælle historier. Lige pludselig sad jeg selv midt i historien, og jeg skal love for, at det var godt, at Klaus havde hånden på styrepinden, for jeg kunne simpelthen ikke få hænderne ned af ren begejstring!

Vi beslutte os for at vende næsen nordpå, for vi havde hørt rygter på radioen om, at termikken gik helt op til 9500ft! Af sted mod Värnamo, det gik, og inden vi fik set os om, var vi i Värnamo. I Värnamo. Seriøst! Jeg kunne slet ikke forstå det. Nu har jeg boet i Sverige i 6,5 år af mit liv, og jeg ved faktisk en del om, hvor langt der er til Värnamo. Og pludselig, inden jeg havde fået set mig om, var vi kommet til Värnamo. Kun ved hjælp af naturens kræfter! De 9500ft skulle vise sig at holde stik, og jeg er helt målløs over hvor smuk den svenske natur er fra 9500ft. Jeg vil ønske for alle svæveflyvere, at de kommer til at prøve det mindst en gang i løbet af deres svæveflyvekarierre, for det er simpelthen så smukt og så stor en oplevelse, at det er svært at sætte ord på.

Vi vendte lidt nord for Värnamo, ved en lille flyveplads, Hagshult, før turen gik tilbage mod Gørløse. Det var jo ved at blive eftermiddag, og GPSen viste 189 kilometer hjem til Gørløse. En fuldstændig uoverskuelig afstand for én, der ikke har fløjet sit Sølv-C stræk endnu. Med 9500ft i bagagen gled vi mod cumulusskyer på kursen hjemad. Klaus fortalte om, hvordan han vurderede, hvor han ville søge termik under de forskellige cumulusskyer, og jeg lærte en hel masse om termik, ud over alt det jeg lærte om at flyve en så lang strækflyvning. Basen faldt gradvist ned til de 7000ft, efterhånden som det gik sydpå, og det så lidt tvivlsomt ud, ude ved kysten. Det skulle vise sig at søbrisen for alvor havde fået fat, og da der stod 100km til Gørløse på GPS’en var der absolut ikke så meget som 0,5 m/s stig. Fuldstændig stille smørluft, og når man er vant til at flyve ASK-21 og for den sags skyld også Discus b, så er 100km jo en fuldstændig uoverskuelig glideafstand, om man så er i 7000ft eller ej. Det skulle vise sig at synke en del i kanten af søbrisen, og pludselig stod der ikke 7000ft på højdemåleren men nærmere 5500ft. Fri af synket og i smørluften på vej tilbage mod Gørløse talte vi tingene igennem og besluttede os for plan b. Vi kunne ikke nå tilbage til Gørløse, hvis det også skulle være realistisk at krydse Øresund, så vi besluttede os for at flyve hen til Höganäs flyveplads for så at starte motor over den og flyve hjem. De 60 kilometers glid til Höganäs i stille luft er også en oplevelse i sig selv. Her mærker man virkelig hvad et glidetal på 60 kan, og hvor utroligt langt på literen sådan en Nimbus kan komme. Simpelthen utroligt. Over Höganäs startede vi motor, og så gik det ellers tilbage over sundet, og når man lige har fløjet sådan en lang tur, er strækningen fra Helsingør til Gørløse jo barnemad.

Efter fire timer og 45 minutter med 443 kilometer i bagagen landede Klaus og jeg atter på Gørløse. Mine arme var stadig ikke kommet ned, og når man lige har fået sådan en fantastisk oplevelse, er man som et helt nyt menneske.

Jeg tror ikke jeg med ord kan beskrive hvor utroligt givende denne tur har været for mig. Jeg har lært så meget om termik, disponering, flyets grænser og mine egne grænser, og det har givet mig endnu mere mod på fortsat at flyve stræk. En dag vil jeg gerne til Sverige selv, men jeg skal nok lige få vendt Slaglille og Kongsted først, men en eller anden dag vil jeg krydse sundet igen! Jeg vil ønske for alle, der svæveflyver, at de får en lignende oplevelse, og jeg er sikker på, at det er oplevelser som denne, der sikrer, at vi fortsat kan holde på vores medlemmer efter at S-certifikatet er i hus. I skolingen lærte jeg at flyve svævefly, men lørdag d. 2. juni lærte jeg at svæveflyve igen. På en helt ny måde, hvor det handler om at komme ud over landskabet.

Kære Klaus Degner. Tusind tak for den fantastiske oplevelse du har givet mig, og jeg glæder mig til næste gang du har bagsædet ledigt!