Du er her
Info-møde om Feringe 19. december kl. 19
Vi genopliver vores fantastiske traditionelle sommerlejr i Sverige i 2020. Vi lægger lejren i uge 29 (begge weekender inkl., altså lørdag den 11. juli t.o.m. søndag den 19. juli).
Lad os prøve at nå et info-møde inden jul! Vi mødes i klubhuset torsdag den 19. december klokken 19 så mød op og hør mere! På mødet vil vi gennemgå flyvning i Sverige, briefe omkring forholdene i og omkring Feringe og danne os et overblik over hvor mange deltagere vi kan forvente.
Feringe ligger ca. 150 km. Nord-nordøst for Helsingborg. Pladsen ligger godt inde i landet i ukontrolleret luftrum og det er muligt at lægge store strækopgaver uden at skulle bruge transponder eller radio. De fleste år har der været adskillige 500 kilometers dage, utallige sølv, guld og diamantdiplomer, samt en enkelt tur på over 9 timer.
Forholdene i Sverige er gode for såvel nye som mere erfarne piloter. For nye piloter vil der blive briefet udførligt i forholdene omkring strækflyvning og udelandinger i Sverige, der som bekendt har lidt flere skove, søer og store sten end vi har herhjemme. Der er udelandingspladser - der er bare ikke så mange som vi har vænnet os til herhjemme. Flyver man med det for øje, er det lige så sikkert som at flyve herhjemme. Til gengæld er det ikke unormalt med termik til 2500-3000 meter.
Det koster ca 50 SKR per nat at campere på området og svæveflyveklubben i Feringe plejer at være utroligt gæstfrie med hensyn til lån af klubhus og køkken- og badefaciliteter. Derudover er der køjesenge eller hele rum til leje både på loftet i klubhuset (der nu er bygget om til et lille hotel) samt i en separat bygning.
Turen er en klubtur med vægt på det sociale. Af hensyn til dette samt logistikken vil vi gerne have at folk tilmelder sig hele perioden hvis muligt. Vi laver selv mad i hold, så udgifterne holdes nede.
Der er kun flyslæb på pladsen. Flyslæb afregnes per tachominut til meget rimelige priser.
Vi flyver normalt ikke A-skoling på lejren, men vi tjekker B-elever ud til at flyve lokalt fra pladsen. Hvis vi har et hold flyslæbselever på A-normer og instruktører nok kan vi nok også sagtens få det arrangeret.
Har I spørgsmål, så er I meget velkomne til at kontakte undertegnede på 2292 4444 eller klok [snabel-a] payback.dk . Deltagere fra andre klubber er velkomne.
Læs også https://web.archive.org/…//www.glider.dk/main_news_show.asp… (Claus beretning fra 2005). Det er tilladt at savle.
Se mere om feringe på www.feringe.se .
Med venlig hilsen,
- Log ind for at skrive kommentarer