Klaus Thorsen skriver

Kropp – Limmared – Orrefors – Kropp = 529,5 Km FAI trekant

Svæveflyvning er altså udfordrende !

Jeg har meget længe gerne ville flyve en 500 kilometer FAI-trekantbane, og jeg har brugt mange timer om vinteren med at pønse på, hvordan opgaven kunne tilrettelægges. Når man når dertil, hvor man skriver sedler med opgavens vendepunkter, frekvenser til flyvepladser undervejs og minimumhøjder for at have glideafstande til landbare pladser, er det ved at være på tide at få gjort noget ved det – ellers får man pip.

Men det er den forberedelse, der skal til ! Det er nok naturligt, at sådan en opgave har et langt tilløb.

Der er studeret vejrmeldinger og forberedt flyvninger, og det er som at gå til eksamen, når man endeligt gør forsøget. Jeg har flere gange gjort alle de forberedelser, Klaus D og Anders M har indprentet os i deres gennemgang af forholdene i ”Turen går til Sverige” og flere gange er det røget i vasken på grund af åndssvage forhindringer, hvor man selv er herre over de fleste af dem:

- Glemt at trykke ”send” ved indmelding af flyveplanen til Naviair...
- Glemt at oplyse EET til FIR, så flyveplanen ikke var sendt til Sverige (slap ind alligevel, men uha, uha)…
- Billund havde ikke plads til VFR-flyvning gennem deres TMA…
- Karup havde skoleflyvning i hele område Vest…
- Blipmaps lover Kaiserwetter lige til flyvedagen, hvor vejret går over gevind og bliver til havregrød…

Endelig d. 11. Juni (tillykke til Prins Henrik) faldt brikkerne på plads.
VB blev dunket halvt op med vand og helt op med LL100
Flyveplan kom afsted til Naviair, der kvitterede for modtagelsen
EKRK gav clearance til at stige til 4000’ i N3
Sweden Radar slap mig ind med et ”No traffic reported”
Ängelholm slap mig op langs E4, i ikke over 5000’ (det skulle vise sig, at det gav sådan set sig selv)

Og så gik det løs…Sådan da ! Første vendepunkt var lagt lige inde i Sverige, så jeg havde bedst mulighed for at gennemføre, hvis jeg skulle komme lavt tilbage. Vendepunktet blev hurtigt nået, men bag det var det isblåt de første 10-15 kilometer. Vinden var 34505kt, så det var et spørgsmål om at tro på tørtermikken. I samme område er der dog gode marker, hvis man ryger ind i en udelanding, så det var bare at klø på. Det gik rimeligt, uden at være prangende – efter noget fumleri fik jeg fat og kom indad og op langs E4, i den sydlige del af Ängelholm TMA – lige efter lærebogen. Da jeg første gang kom i 4000’ ved termikkens hjælp meddelte LX-instrumentet, at nu var det frostvejr – og så måtte vandet alligevel af.

Ängelholm sendte mig tilbage til Sweden Radar, som stadig ikke havde trafik i området, og første vendepunkt Limmared virkede mere og mere realistisk. Da jeg fløj over Bolmen og forbi Unnaryd, var jeg så langt væk fra Gørløse, som jeg nogensinde havde været. Det gav en lille klump i maven – men det var jo en del af planen.

Da Limmared var vendt, var jeg glad for at skulle østover. Vejret nord for Limmared så ret tungt ud. Anders var startet en time før. Jeg vidste at han skulle derop, og sendte ham en venlig tanke. Resten af flyvningen var arbejd arbejd, hvor der hele tiden skulle ses på, hvor kommer lyset ned og giver energi, hvor kommer vinden fra og i hvilken side er skyerne sultne… Ind imellem var der tid til at nyde landskabet – men hele tiden med et gys ved tanken om, at komme uden for glide afstand til en sikker plads i sådan et område, hvor græsset er ½ meter tykt og 30 meter højt !  

Da andet ben var fløjet, Orrefors var vendt, og det gik tilbage mod Helsingborg gik der sport i at holde sig så højt, at der kunne glides helt tilbage til Gørløse. Nu samarbejdede vejret helt fantastisk. Skybasen steg til 6500’ og der kunne flyves delfinflyvning. Hele tiden greb jeg mig selv i at sidde og trykke frem på pinden. Skidt vane – bare fordi man er ivrig efter at komme i mål. Jeg passerede sidste vendepunkt i 3000’ og fik lige efter en boble til 4000’, så slutgliddet til Gørløse var etableret.

Tak til Klaus og Anders for al den tid I har spenderet på hjælp og skoling – jeg havde nok ikke engang skrevet opgaven ud, uden dette forarbejde.
Jeg kan kun anbefale andre at prøve sådan en tur – det er utroligt livsbekræftende. Nu skal jeg hitte på det næste projekt !

Klaus T