Arne Miraculix Olsen

 Mindeord for Arne Henning Olsen Leth

Lørdag den 4. november døde vores gode ven og klubkammerat Arne knap 63 år gammel. Da havde han kæmpet mod sin kræftsygdom i knap 5 år; han gav sig ikke frivilligt og passede da også sit lærerjob indtil få måneder før sin død. Jeg ved, at han netop ved at passe sit arbejde fik det ekstra overskud til at klare skærene så længe, som han gjorde, men han fortalte mig engang, at han var på det rene med, at helbredt, det blev han aldrig.

Når man nævner Arne, så tænker man på en meget ærlig , ordholdende og rigtig rar person, der aldrig gjorde noget for egen vindings skyld og en person, der i den grad stillede op for andre og særdeleshed sin familie, hans kone Helle og børnene Christina og Mikkel.

Arne var oprindeligt udlært tømrer, men læste så senere til lærer. Han begyndte at svæveflyve i Frederikssund Flyveklub og kom så til NF omkring 1980. Selvom Arne var lærer, glemte han aldrig sit oprindelige fag, hvilket da også med al tydelighed fremgik af alle hans huse både hjemme, på Arnborg og med ødegården i Sverige. Jeg synes egentlig, at det var spild, at en god håndværker skulle rende rundt og opdrage på folks møgunger. Lige hvad det angik, var vi nok ikke helt enige.

Nu kunne man blive helt stakåndet, når man vidste, hvad Arne havde gang i. Hvis han haft muligheden for det, havde han nok bestemt, at der skulle være lidt flere timer i døgnet. I flyveregi blev det først til genopbygning af en Morelli, så en K-6er og til sidst en Cobra. Genopbygningen af i hvert fald Cobraèn foregik i et snævert værksted indrettet over hanebåndene i Arnes og Helles hus på Ellehammervej i Frederikssund.

Arne var selvfølgelig også aktiv i klubben både som instruktør og senere også som materielkontrollant. Når noget træværk eller glasfiber skulle repareres, var han på pletten iført tømreruniformen og med blyanten bag øret, og så var det let at se, hvorfor man i Frederikssund Svæveflyveklub kaldte ham Miraculix. Og det var ikke kun det praktiske Arne var en ørn til, han havde en meget stor viden om fly og svævefly i særdeleshed.

På et tidspunkt var der behov for et fast greb om klubbens økonomi og bogholderi, og Arne påtog sig opgaven og fik med stor flid og dygtighed sat skik på tingene. Han var kasserer på det tidspunkt, da flyveklubben brændte i 1989, og var den kasserer, der på det tidspunkt havde udskrevet de største checks i klubbens historie, for gudskelov var vi i den heldige situation, at den daværende bestyrelse havde sørget for en god forsikringsdækning. Jeg kunne ikke dy mig for at drille ham lidt med det, for var der noget, der lå Arne på sinde, så var det klubbens økonomi og påpasselig omgang med den.

Apropos påpasselighed så skulle Arne og jeg hente vores nye LS 7 på fabrikken i Tyskland. Vi havde sat flyet i vogn og fået en rundvisning på fabrikken og blev så budt på en kop kaffe (en kop kaffe, der smagte ganske afskyeligt). Efter lidt snak med den gode tysker fornemmede jeg, at nu var ”audiensen” ved at være slut. Arne havde betalingen med i form af en check, som han stadig sad med i hånden. Jeg foreslog, at det nok var nu, at man forventede afregning, og jeg kunne næsten fornemme, at det gjorde fysisk ondt på Arne at skubbe checken hen over bordet. Jo, han havde i sandhed det helt rigtige kasserer-gen.

Efter at have givet kassererstafetten videre, fik Arne tid til at flyve lidt mere selv. Først i en flot Std. Libelle, som han havde sammen med Herbert og HC, sidenhen i sin Ventus , som han især fløj i fra Arnborg, hvor

han også havde erhvervet en ældre hytte, der selvfølgelig blev ombygget og istandsat. Jeg tror, at det netop var på Arnborg, han fik sine bedste flyveoplevelser.

Desværre blev Arnes ”slutglid” kun alt for kort. Jeg vil huske ham som en god ven og klubkammerat om hvem udtrykket ”rettidig omhu” står særligt stærkt. Arne var i særdeleshed en af de personer, der er en af grundstenene i enhver velfungerende flyveklub, en ildsjæl med stort fokus på at få tingene til at fungere.

Æret være Arnes minde.

Erik.